Næstved - 11. december 2009 22:17
Af ERIK NIELSEN /Sjællands Nyheder
Næstved: En yngre mand, der brød ind i et hus på Irisvej, blev overrasket i sit forehavende, da husets beboere pludselig kom hjem fredag aften. Det var ellers lykkes den unge mand at komme ind i huset og snuse rundt efter værdifulde genstande, men da beboerne pludselig trådte ind ad døren, var gode råd dyre.
Den hjemvendte mand i huset reagerede ved at ville holde tyven tilbage. Det blev derfor til et større håndgemæng mellem de to. Tyven fik i den sammenhæng fat i en køkkenkniv, som han straks brugte til at stikke sin forfølger med. Deltag i debatten
Kniven lavede en dyb flænge i mandens hånd, så umiddelbart derefter opgav han projektet med at tilbageholde den unge indbrudstyv, der hurtigt stak af fra stedet.
Anholdt Ud fra de forklaringer han efterfølgende kunne give til politiet, fik ordensmagten hurtigt et billede af, hvem den knivstikkende tyv kunne være, og derfor anholdt de sent fredag aften en yngre mand på sin bopæl.
Vagthavende hos Sydsjællands- og Lolland Falsters Politi kan oplyse, at knivstikkeren formentlig bliver fremstillet i et grundlovsforhør lørdag.
Indbruddet fandt sted 17.20, og den skadede beboer fra Irisvej har fredag aften været en tur omkring skadestuen, hvor han har fået syet sin hånd sammen igen.
|